Janus klager over ondt i halsen dagen efter behandlingen hos ortopædspecialisten. Han mistænker de toptunede airconditionanlæg i de to andre klinikker, hvor han spenderede en del tid i sit lette sommertøj. Snart følger dog hele coronapakken af hovedpine, ondt i alle led og ufattelig træthed. Miquel er den næste, der bliver ramt, og derpå får jeg også en omgang. Asger går fri, så han er i dykkerhopla, mens Miquel koldsveder i varmen. Ikke sjovt med feber og ondt overalt i 38 grader – og så lidt søsyge oveni. Det er et par hårde døgn for Miquel, mens vi andre bare lider moderat.
Fra Atokos sætter vi kursen mod Messolonghi ved indsejlingen til Patraikos Kolpos. En lang gravet kanal fører gennem saltmarsken til en lagune nær byen. Langs kanalen står husene på stylter og minder mest af alt om noget fra de amerikanske sydstater. De lokale bader og svømmer gerne helt ud i kanalen, så styrmanden skal være vågen. Solen går ned over saltmarsken, mens store fisk springer højt rundt om Joanna. Drengene laver deres hofret, fried rice, ud af de sparsomme rester i kabyssen, og lagunens flade vand giver os en rolig, men varm nats søvn.
Mod forventning har vi modvind ind gennem golfen, så vi står tidligt op næste morgen, før vinden tager til. Vi går for motor mod den store hængebro mellem Rion og Antirion, der markerer skellet mellem Patrasgolfen og Korinthgolfen. Rod & Lucinda Heikell (vores sejlerguruer, der har forfattet de helt uundværlige cruising guides, vi bruger til at finde de bedste bugter og bykajer i Middelhavet) skriver, at man skal kalde Rion Traffic over VHF’en for at bede om tilladelse til at sejle under broen. Lidt sær praksis for os der er vant til at sejle under et væld af broer i danske farvande. Vi opgiver mastens højde og får lov til at passere under den nordligste del af broen, så vi slipper for at krydse den tunge trafik i hovedløbet på vores vej mod Nafpaktos.
Vi kaster anker lige uden for den lille venetianske middelalderhavn, der er omkranset af en høj borgmur med et tårn på hver side af indsejlingen. Borgmuren kravler fra havnen op ad bjergsiden til den gamle fæstning, der troner over byen. Hen under aften summer byen af italienske isbarer og en overraskende stor mængde amerikanere og australiere, som ved nærmere eftertanke selvfølgelig er slægtninge til udvandrede nafpaktianere, der er på sommerbesøg. Vi spiser lækker seafood, under et gammelt platantræ på et lille marmorbelagt torv, omgivet af græske storfamilier med accent af New York og Melbourne.
Vores vandtanke er ved at være tomme. Vi har ikke fyldt på siden Preveza og watermakeren er stadig ikke funktionsdygtig. Det er et kæmpe puslespil at samle alle dele og føre diverse slanger rundt i Joannas bug. Men mere om det en anden gang. Vi går mod øen Trizonia, hvor det skulle være muligt at tanke vand. Øen har en ret stor lystbådehavn, hvor mange både ligger vinteren over. I den 12. udgave af “Greek Waters Pilot”, som vi købte i 2018, skriver Heikell varmt om en mand ved navn Christo, der skulle tilbyde alskens service til lystsejlere. Men meget er sket siden da – fx er der udkommet to opdaterede versioner af guiden – og der er ingen Christo at finde på Trizonia. Til gengæld er der en masse venlige langturssejlere, som fortæller os at vandet inde på kajen er ganske gratis. De låner os vandslanger, så vi kan nå helt ud til enden af broen, hvor vi ligger fortøjet. I eftermiddagsheden bader vi i det milde ferskvand, vasker vores saltvandstunge håndklæder og svedige tøj og fylder tankene. Søkortet viser at Trizonia har en fast vandforbindelse over til nordsiden af Korinthgolfen, hvor bjergene hæver sig op til 2500 m kort fra kysten, så vi sjasker med rimelig god samvittighed.
Kl. 22 kommer en perlemorskutter ind og lægger sig klos op ad Joanna. Den står som en toetagers mur 20 cm fra vores søgelænder og standser enhver lille brise, der måtte finde vej gennem havnebassinet. Tanken om at ligge og svede i vores køjer med larmen og dieselosen fra rigmændenes generator lige uden for lugerne, mens de selv nyder deres airconditionerede tilværelse, får os til at tage en rask beslutning. Vi trodser mørket og sejler uden for havnen og kaster anker i bugten. Med et temmelig tvært “We are leaving” informerer jeg crewet på motorbåden om, at de ikke behøver at finjustere fenderne mod vores båd. “Are you leaving because of us?!” siger herskabsdamen, der sidder passivt, mens hendes crew springer rundt med fortøjninger og fendere. “Yes, we are leaving,” gentager jeg, “we don’t want to listen to your generator all night.” Herskabsmanden slår demonstrativt, uforstående ud med armene, da vi lægger fra kaj. Jeg ved ikke om det gør en forskel, men jeg vil gøre det til en mission, altid at gøre ejerne af larmende og dieselosende superyachts opmærksomme på, at de forpester livet for rigtig mange mennesker med deres massive overforbrug.
Vi sover godt i bugten, hvor det lufter lidt. Næste dag går turen til Ormos Isodoros ved foden af bjergmassivet Parnassos. Vi havde egentlig planer om at besøget oraklet i Delfi, men det er for varmt, vi er for medtagne af corona og desuden mangler vi nogle dage i kalenderen på grund af benspændene i begyndelsen af turen.
Fredag d. 12. juli står luften helt stille og varmen er ulidelig i den østlige del af Korinth-golfen. Vi dropper planen om at ankre op ud for Korinth by og derfra leje bil og køre til lufthavnen næste dag, hvor Miquel skal hjem og Luna, Jonas, Peter og Ebbe skal påmønstre. I stedet går vi direkte mod Korinthkanalen, og Janus klarer betalingen online med noget besvær inden vi når frem. Vi er virkelig heldige med timingen. På AIS’en kan vi se en lille håndfuld både, der ligger og venter på at komme igennem mod det saroniske hav på den anden side, og da vi nærmer os, er en konvoj på vej ud af kanalen. Uden ventetid følger vi trop med to store sejlbåde gennem den imponerende og skrøbelige sandstenskanal.
Det er magisk at komme til et helt andet Grækenland på den anden side. Med klart blåt vand under båden og en kølig brise fra sydøst lægger vi hurtigt olieraffinaderierne ved Isthmia bag os og går mod et øde klippeskær ved Aegina, som jeg har spottet på Google Maps for mange måneder siden. Jeg elsker at have friheden, evnerne og ihærdigheden til at få en drøm om et klippeskær til at gå i opfyldelse.
Coronaen og Korinthgolfens varme, plumrede vand slipper deres tag i mig, da jeg padler en tur ind til en lille ø, hvor en ged drikker saltvand få meter fra mig og betragter mig med uimponeret ligegyldighed.