En lang småsnakkende slange af rødskuldrede turister går forbi bordet med min friskpressede appelsinjuice på kajen i Kioni. »Daily cruises« har kaldt sine passagerer tilbage fra frokosten på restaurant »Mythos« ved siden af. Odysseus’ mytiske Ithaka er naturligvis et uomgængeligt udflugtsmål for masser af turister i det Ioniske hav, og Kioni er en lille perle med hyggelige tavernaer og smagfulde turistbutikker langs den azurblå bugt. Kønne og velholdte huse i sarte farver hænger på de frodige skråninger over havnen mellem pinje, cypresser, oliventræer, nerier og bougainvilleaer. Når jeg virkelig gør mig umage, kan jeg spotte et enkelt hus, der trænger til en kærlig hånd.
Det står i voldsom kontrast til Kalamos by, 2-3 timers sejlads mod nordøst, hvor vi netop er kommet fra. I går aftes rullede tomme papkasser gennem de øde stræder i den kraftige vind, da Janus og jeg gik en tur i byen. Præcis som den klassiske western-scene, hvor ørkenvinden sender tumbleweed rullende gennem en mennesketom by med lukkede skodder. Vi gik ad stejle gader mellem faldefærdige huse, hvor skrammel og skrald fyldte de fleste grunde – både dem med hele, halve og kvarte huse. En enkelt have stod velplejet med tomater, squash og auberginer under blomstrende appelsintræer og et andet hus havde en nydelig terrasse med blomster og krydderurter i krukker, men de var så absolut undtagelserne fra det generelle forfald. Skiltene til bageren lovede »24 hour open«, og der var da også åbent og en forsamling på hele tre personer, da vi nåede frem. Brød var der ikke meget af, men det var jo også hen under aften. Tilbage på havnekajen gik vi ind i det lille »Supermarket«, som gemte på et snusket og herligt rod af alt muligt brugeligt og ubrugeligt. Stemningen var høj. Et par sejlere fra Schweitz var ved at handle og indehaveren erklærede med et stort grin, at priserne i hans butik afhænger af rigdommen i det land, man kommer fra. Vi prøvede at bilde ham ind, at Danmark er et meget fattigt land, men den hoppede han rimeligt nok ikke på. »Kopenhagen, tak, tak,« grinte han.
Vi spiste aftensmad på »George’s Taverna« sammen med stort set alle de øvrige sejlere. Blæsevejret havde tømt bugterne rundt om øen, og George (den uofficielle havnemester) fik pakket intet mindre end 40 både ind i den lille havn med sine bestemte og hjælpsomme instruktioner. Der er ingen tvivl om, at George har skabt sig en levende forretning på en ellers døende ø ved at byde alle sejlere velkommen, hjælpe dem med at lægge til og derpå invitere dem til at spise på tavernaen. Også her var priserne i den opskruede ende, men det er vel fair nok, at øen suger lidt ekstra ud af de livgivende turister, så den kan holde sig kørende i de 10 måneder om året, hvor ingen eller få penge kommer forbi.
Kalamos by er øens navle. Et lillebitte fiskerleje, Episkopi, gemmer sig på nordsiden og den eneste anden by, Port Leone, blev forladt efter det store ioniske jordskælv i 1953, hvor ferskvandskilden holdt op med at strømme. Indbyggerne flyttede ind til Kalamos by, til fastlandet, eller migrerede til USA eller Australien, som så mange andre grækere i den periode.
Port Leone ligger nu fuldstændig i ruiner bortset fra kirken, som bliver pænt vedligeholdt. Hver søndag kommer en lille delegation af gamle bysbørn ud med friske blomster og hellig olie. Kirken troner over en smuk naturhavn, og gamle, krogede oliventræer står smækfyldt med oliven på terrasserne op ad bjerget. Et enkelt hus, ved siden af den gamle olivenpresse, er nænsomt genopbygget og står med lukkede skodder og fødderne i det krystalklare vand. Nogen må vel bruge det som sommerhus, bare ikke her i begyndelsen af juli 2023, og heller ikke i 2018, da vi sidst var forbi. Hver gang har stedet tændt en drøm i mig om at vække den døde by til live, for den ligger virkelig så smukt dér i sin frodige bugt, langt fra det meste. Selvom brønden er tom, vidner vegetationen om at bjergsiderne gemmer på rigelige mængder vand, og når man bader er det tydeligt, at kølige kilder strømmer ud under havoverfladen.
Som Odysseus’ Ithaka er der noget mytisk over den forladte by, og sejlerne strømmer da også til stedet. Jeg talte ca. 30 både, da vi ankom torsdag d. 6 juli – heraf tre gigantiske rigmandsmotoryachts med brummende og stinkende generatorer. Den ene, »Magix«, under belgisk flag, lå lige ved siden af os, og herskabet på to midaldrende par mente åbenbart, at de havde ret til at spille 80’er musik for fuld udblæsning, mens de udførte kejtede, danseagtige bevægelser på højdækket. I en pause mellem to numre blev der råbt på klingende britisk: »Would you shut up already!« – hele bugtens undrende frustration i en kort sætning.
Aftenen efter rykkede vi om på den anden side af kirken i en lille strandbugt med et sødt græsk par i en gammel 30 fods båd som eneste naboer. Det var en god disposition.
Her i Kioni er aftenen ved at falde på og vinden topper som så ofte her ved 20-21-tiden. Det skaber i den grad liv i havnen, som nu er fyldt godt op med både. Enkelte ankre giver op i sidevinden, og så bliver der råbt og bandet indtil både og besætninger har været ude at vende og trukket ankre og liner sikkert på plads. Sejlere, der har fundet deres fineste tøj frem fra kahytterne, navigerer i deres gummibåde mellem de udfordrede ankerlæggere ind mod tavernaerne i byen på øen, der lever på en ældgammel myte.