Den lune påskesol bestråler Kalymnos lave vegetation af urter og forårsblomster. En lille flok geder tager lystigt for sig af retterne, og den jævne vestenvind bærer deres beroligende klokkeklang ud til os på Joanna. Et lysglimt forvandler sig til en røgsky på bjergkammen. Sekunder senere rammer et hult brag os og ryster alle knoglerne i min krop. De omkringliggende bjergsider reflekterer lyden og serverer et subsonisk diminuendo af tordenrumlen. Nye røgskyer rejser sig, og den efterfølgende serie af drøn flænser den milde vestenvind og kvæler klokkegedernes sagte ringlen.
Osen fra storbyens autonome hær af gule taxier, bas-pumpende biler og skrattende scootere blander sig med den sødlige duft fra nyudsprungne citrusblomster. Vi har aftalt at mødes med Neoptolomos, som Anne mødte på Kefalonia tilbage i 1993 og 1994. Anne genkender hurtigt Neo, da han dukker op ad trappen fra metroen. Vi slentrer gennem Athens beskidte og street-art-beklædte gader. Neo fortæller at, hvordan Airbnb og andre udlejningstjenester har fordrevet mange af de lokale, som ikke længere har råd til at bo i den centrale del af byen. Jeg nævner ikke, at vi selv er indlogeret i en Airbnb-lejlighed. Vi drikker øl på Neos stambar og spiser røget kalvemave med pasta på et andet af Neos stamsteder. Snakken går om gamle dage på Kefalonia, livet i Athen, og selvfølgelig kommer vi også forbi de gamle grækere.
Efter to overnatninger i Athen flyver en lille propelmaskine os ned til Leros, hvor Joanna har overvintret på det lille familieejede Artemis Boatyard. Efter vi har provianteret i hovedbyen Lakki, sætter vi kursen mod Ormos Palionisos på Kalymnos’ nordøstkyst. I den bjergomkransede bugt er der lagt fortøjningsbøjer ud af to forskellige tavernaer – hvide bøjer i den syd-vestlige del af bugten, røde i den nord-østlige. I vores guidebog kan vi læse, at det er gratis at bruge bøjerne, hvis man spiser på den taverna, bøjen tilhører. Ingen af tavernaerne er dog åbne – de har travlt med at gøre klar til den nært forestående sommersæson, så vi vinker bare op til de travle mennesker på terassen og laver mad på båden.
Næste dag sejler vi en kort tur sydpå og anduver den smalle og dybe bugt Ormiskos Vathy. Der er ikke meget plads til at ligge for svaj, så vi kaster anker og lægger til ved bugtens lille betonmole. En lokal hjælper med råd om ankerplacering og tager imod vores fortøjninger. Der hersker en vidunderlig afslappet, men alligevel summende stemning i Vathy. Den ortodokse påske står for døren, og mange har travlt med at forberede sig til festlighederne.
Vi falder i snak med tavernafatter. Han taler flydende engelsk med en australsk accent. Han fortæller, at han som helt lille immigrerede sammen med sine forældre til Australien efter et voldsomt jordskælv som ramte området i 1956. Men han følte sig aldrig helt hjemme i Australien, så han vendte hjem til sin fødeø. Vi taler om øens påsketraditioner, og han spørger, om vi bliver liggende og overværer fejringen af Jesu opstandelse på søndag. Jeg spørger, hvad der kommer til at ske. Med store lys i øjnene siger han: ”DYNAMITE.” ”Like fireworks?” spørger jeg forvirret. ”Yes, yes – and dynamite. Tomorrow, here in Vathy; the next two days, in Pothia,” svarer han. Jeg fortæller, at vi desværre er nødt til at sejle sydover til Kos, da Luna og Asger skal med et fly hjem lørdag aften, så de kan passe deres skole.
I Kos-by ligger den berømte og berygtede festgade øde hen – kun en enkelt bar har åbent. Støvede beer pong-borde står forladte foran det slukkede Luna Park-neonskilt. Det er Langfredag, og på byens store torv samles et menneskehav af lokale mellem de pastelfarvede art deco-bygninger, som italienerne byggede efter et andet stort jordskælv i 1933. Nede fra havnen indsluses det første optog i menneskemængden. En LED-oplyst mini-katedral leder den højtidelige akt. Fra alle verdenshjørner kommer korteger marcherende med hver deres lysende helligdom. En lokal fortæller mig, at hver lille menighed i og omkring Kos by har deres eget optog, og de konkurrerer om, hvem der har den største og smukkeste dekoration. Min Jesus er større end din Jesus, tænker jeg uden at sige det højt.
På vej til lufthavnen besøger vi bjergbyen Lagoudi Zia. Oliven-, frugt- og fyrretræer svajer mellem hinanden i den kølige bjergluft. Vi drikker friskpresset limonade og nyder stilheden og udsigten. Ude fra havet forplanter en dyb rumlen sig gennem den milde vestenvind. Er det torden, eller er det virkelig dynamit, de fyrer af på Kalymnos? Det må vi finde ud af, når vi igen sætter kursen mod øen i morgen.
Vi ligger for svaj i den lille bugt Vlychadia syd-vest for hovedbyen. Hele dagen afløser den ene serie af hule drøn den anden. Først fra den ene bjergkam, så den anden. Støv og klippestykker hvirvler op i luften, og så rammer lyden fra eksplosionen – nogle sekunder senere. Det hele kulminerer ved midnat, da et smukt fyrværkeri overtager scenen for en stund. Herefter følger flere eksplosioner.
Efter sigende stod en korsfæstet jøde fra Jerusalem op af sin grav for over 2.000 år siden. På Kalymnos fejrer de det med dynamit.