En støvet grusvej snor sig dovent gennem dalen. De omkringliggende bjerge er sparsomt beklædt med lav, afsveden vegetation og hårdføre buske, der klamrer sig fast i det tørre underlag. Vejen ender brat ved en lille stenstrand, hvor en strandbar med palmebladstag, skæve parasoller og solblegede liggestole betjener bådturister, klatrere og lokale grækere, der nyder søndagen med familien.
Tilbagetrukket fra stranden ligger et lille grønt hus med hvide vinduer. Rundt om huset flyder tilfældigt skrammel: en faldefærdig båd, rustne metalprofiler, husholdningsaffald, plastiskflasker og en sekscylindret rækkemotor. Duften af solbagte urter blander sig med lugten af olie og benzin. En flok høns går rundt og hakker i jorden, mens en gruppe geder hviler sig i skyggen under oliventræerne bag et rustent trådhegn. Cikadesang og hønsekaglen fylder luften, momentvis afbrudt af brægende gedekald.
En lille beskidt pige leger med en plastikskovl foran huset. Tre bådturister, der har forvildet sig op ad grusvejen, kommer gående forbi. Den lille pige smiler til dem og spørger på græsk om de vil lege med hende. De smiler tilbage, men forstår ikke hvad hun siger. Under et bliktag bag huset skærer lyden af en vinkelsliber pludselig hul i det søvnige eftermidagslydbillede.
Det lille propelfly ryster og svajer kraftigt i den hårde nordenvind, inden det sætter hjulene på den korte landingsbane i Leros kommunale lufthavn. Asger, Anne og jeg udgør fortroppen i år. De næste dage skal vi bruge på at klargøre og søsætte Joanna på Artemis Boatyard, hvor hun har stået på land siden vores påsketur.
Uden for den lille lufthavnsbygning venter en solbleget Fiat Panda, som værftet har lejet til os på forhånd. Der er en flænge i forsædet og airconditionanlægget virker ikke, men bilen bringer os og vores bagage sikkert de knap tre kilometer frem til Joanna.
Vi installerer de nye instrumentpaneler i teakkrydsfiner, som jeg har snedkereret hen over forsommeren hjemme i Søborg. Vi polerer fribordet, gennemgår det arbejde, som værftet har udført, og omsider får vi monteret de to navneskilte på stævnen, som har ligget i båden siden 2018. Nu mangler vi bare, at vores nye påhængsmotor bliver leveret til værftet, inden vi efter planen søsætter Joanna i morgen. Jeg modtager en besked om, at forsendelsen er ude til levering, men ingenting dukker op senere på dagen.
Vi får søsat Joanna og beslutter at tage en lille tur op til Lipsi. Så kan vi hente motoren, når den ankommer senere på dagen eller i morgen. Efter en dejlig, men også blæsende og overraskende kølig nat modtager jeg næste dag en besked om, at forsendelsen nu er leveret. Glade og forventningsfulde letter vi anker og sejler tilbage til Leros. Men værftet har stadig ikke modtaget nogen påhængsmotor. Vi bliver på værftet og håber, at en fragtmand vil kigge forbi inden lukketid fredag, men da det ikke sker, sejler vi rundt om nordpynten og lægger os for svaj i smukke Pandeli. Den uendelige og højlydte 90’er eurodance-hitparade og de mange perlemorskuttere med osende dieselgeneratorer og blå LED-belysning, både over og under vandet, tager dog en del af charmen.
Næste dag, lørdag, er motoren stadig ikke kommet, og nu kan den tidligst ankomme mandag. Oven i det opdager jeg, at de filtre, som jeg har købt til vores watermaker, ikke passer. Om tre dage skal vi hente Annes veninde Trine, hendes mand Kaj, deres søn Johan og Asgers ven, Miquel, på Kos. Det bliver virkelig en bøvlet tur med syv om bord uden påhængsmotor til vores jolle og uden mulighed for at lave ferskvand. Vi må klare os med årer til at ro mennesker, vand og proviant frem og tilbage.
“Far, der er altid problemer på den første del af vores togter. Det bliver bedre fra nu af,” siger Asger opmuntende, da jeg sukker irriteret.
Vi beslutter, at et sceneskift er tiltrængt, og selvom det ikke var planen at forlade Leros, før vi havde den nye motor ombord, sejler vi sydover til Ormos Palionisos på Kalymnos, som vi også besøgte i påsken. Selvom der er flere både og mennesker her i juli måned, hersker der stadig en dejlig afslappet stemning mellem de dramatiske bjergsider. Vi spiser tidlig aftensmad på Ilias’ taverna, og selvom Ilias har travlt, er han stadig i godt humør. Vi bemærker, at han ikke har et dansk flag hængende blandt de andre nationalflag, som besøgende både har doneret. Anne spørger, om han ikke vil have vores gamle flag. Det har vi haft liggende i Joanna siden vi hentede hende på Mallorca. Det er et flag fra vores første båd, Cirkeline, og derfor alt for lille til Joanna. Jeg sejler ud til Joanna i Vildsvinet og henter flaget, og Anne skriver en lille hilsen i kanten af flaget. Ilias bliver glad og lover at hænge det op, når der ikke er så travlt. Vi siger farvel og på gensyn, og går en aftentur op ad en grusvej bag tavernaen.
Den lille piges mor kalder fra køkkenet. Vinkelsliberen hyler kortvarigt, men afløses denne gang af en varm, fyldig baritonstemme, der improviserer over en dorisk skala. Stemmen flyder frit og melodisk, indtil den igen brutalt afbrydes af den skærende lyd fra vinkelsliberen. Skønsang, så vinkelsliber – og sådan fortsætter det, indtil moderen atter kalder fra køkkenet.
Næste morgen tikker en E-mail ind fra værftet om at de modtaget en forsendelse til os.