Hummerfiskeren på Læsø. Tosse-Preben kaldte de ham. Trine, Annes veninde og studiekammerat kendte ham i forvejen. Trines far havde som advokat reddet ham af Afrika under et militærkup, og et venskab var derefter vokset. Vi mødte Preben på vej hjem fra en skærgårdstur i vores første sejlbåd, Cirkeline. Egentlig var planen at sejle direkte fra Marstrand til Læsø, men hård vind og krappe bølger fra sydvest fik os til at lægge kursen mod Skagen i stedet. Efter et varmt måltid mad og en god nats søvn sejlede vi mod Læsø med en god vestenvind agten for tværs.
Vi havde ikke nogen egentlig aftale med Preben, men Trine havde vist nok fortalt ham, at hun ville kigge forbi i løbet af sommeren sammen med nogle venner. Det var før mobiltelefoner blev allemandseje.
Preben var glad for at få besøg, og inviterede os straks på middag. Jomfruhummerhaler, flute fra frost og to flasker Jack Daniels. Da vi undrede os over, at han kun serverede halerne af de dyrebare jomfruhummere, svarede han tørt: »Den smule kød, der gemmer sig i kløerne, er sgu ik’ besværet værd!« Brødet slap hurtigt op, men jomfruhummerhaler og Jack Daniels var der rigeligt af – og det viste sig at være en overraskende god kombination efter nogle strabadserende dage på havet. Da Preben så vores glæde over at fråse i de lækre jomfruhummere, tilbød han at vi kunne hente en bærepose fuld af haler, som vi kunne tage med på turen videre, i dybfryseren ude i garagen. Anne meldte sig straks til at hente skatten. »Du skal ikke blive bange, hvis du mærker noget rugt i fryseren«, sagde Preben, »der ligger en haj.« Og ganske rigtigt lå der en uindpakket sildehaj på tværs af den store kummefryser. Det blev en lang og hyggelig aften, hvor Preben fortalte med store armbevægelser om sine vilde eventyr i Afrika og om den nye tilværelse som hummerfisker på Læsø. »Her har jeg fundet fred og ro«, sagde han og tilføjede med et skælmsk smil i vores retning – »ja, på nær syv uger hver sommer, for der kommer den hvide plage.«
Vi har lige kastet anker ved »One House Bay« på den lille private ø Atokos, øst for Ithaka. Der er godt fyldt med både i bugten, men vi ligger fint med liner til klipperne. Vandet er så klart, at vi uden problemer kunne følge ankeret til bunds på 15 meter. På stranden står øens helt særlige attraktion – en flok vilde grise – med fødderne i det kølende vand. Vi svømmer ind for at se nærmere på dem. En mand byder os velkommen, og spøger om vi har en gummibåd, og om vi kan hjælpe ham med en lille opgave i morgen. Han virker stresset, så jeg tilbyder min hjælp, uden at spørge til detaljerne. Han takker og fortæller, at han hedder Christo og er ansat til at passe på øen.
Efter morgenkaffen sejler vi ind til Christo, der går forvirret rundt på stranden. Ejeren af øen, en græsk shippingmatador, aflægger sin årlige visit i dag, og Christo skal lægge bøjer ud for at sikre en plads til ejerens 50 meter lange superyacht. Jeg hjælper med at binde line mellem bøjerne og de sten, som Christo har fundet på stranden. Jeg synes at linerne ser lidt korte ud, men tænker at Christo nok kender dybderne i One House Bay. Det viser sig ikke at være tilfældet. Der er over tre gange så dybt, der hvor bøjerne skal ligge. Vi låner noget tovværk hos en nærliggende motorbåd, og får med noget besvær lagt bøjerne ud.
»Thank you so much for your help, please come to my house and have a drink. Your wife is welcome too«. Vi bliver budt på limonade i det lille primitive hus, der har givet bugten sit navn. Her bor græske Christo sammen med thailandske Lekh, som er ansat denne sommer, til at holde stranden fri for affald. Der er hverken er ferskvand eller elektricitet på øen. Christo henter vand i store plastikdunke inde på fastlandet en gang om ugen, og nogle små solpaneller på terrassen giver strøm til led-lamper og smartphones. Lekh laver thai-mad hver dag på to gasblus. Hun fortæller at det er svært at skaffe de rigtige ingredienser i Grækenland, og griber en halvtom flaske med sød sojasovs. »This is all I have left«. De vigtigste krydderurter og grøntsager dyrker hun selv på terrassen. Lekh håber på at få lov til at rejse hjem til Thailand når sommeren er forbi. Hun vil spørge ejeren, når han kommer i dag.
»This morning I walked up to the pass«, fortæller Christo, »it’s beautiful up there, you can see all the islands. But you have to go early, 7 o’clock, 8 is too late. Are you here tomorrow? Then we can go together.« Vi har planlagt at sejle videre senere samme dag, men vi lover at komme tilbage næste år og tage turen på små 200 højdemeter op til passet og udsigten.
Christo er glad for det simple liv på Atokos. Især i september, når der ikke er så mange både. »I like the company, but sometimes it’s too much«. Jeg forstår hvad han mener. Siden morgenstunden er mindst et dusin nye både kommet til, mens andre er sejlet. Generatorer, jet-ski, høj musik og ankerkæder på kryds og tværs. Den hvide plage rammer hver sommer.
