Ortopædspecialistens klinik er langtfra klinisk indrettet. Cremefarvede vægge, tunge gardiner og mørke træmøbler. En støvet ventilator udsender en tør luftstrøm, som får en stak papirer på det store skrivebord til af blafre. Ortopædspecialisten er en lille halvkraftig mand med store hænder. Han trykker hårdt forskellige steder på min opsvulmede blå fod. ”Pain?” spørger han bekræftende på gebrokkent engelsk. ”Yeees” nærmest skriger jeg da han rammer et særligt ømt punkt. Han henter en kanyle og en ampul fra skuffedariet under skrivebordet. Beslutsomt spritter han det ømme område af og stikker kanylen ind. En elektrisk smerte forplanter sig i takt med injektionsvæsken forlader den 50 ml store sprøjte. Blod og væske begynder at pible ud omkring nålen. Han lader den halvtomme sprøjte sidde i vævet mens han henter vat og plaster i et højt skab.
Jeg vågner da hoveddøren åbner. Min telefon viser 03:28. Det er Annes far som har lovet at køre os til lufthavnen. Jeg kommer på benene og vækker Asger og hans ven Miquel, som skal med på den første del turen. Vi siger farvel til Luna, som søvnigt kvitterer med et ”jeg elsker jer”. Bagagen ned i bilen og afsted mod Kastrup.
En fugtig varme møder os i Preveza. Da vi ankommer til båden, er en kølemontør ved at fikse vores køleskab. Jeg skrev til ham i april så han havde god tid til at lave det inden vi kom, men sådan skulle det åbenbart ikke gå. Til gengæld kan vi konstatere at køleskabet nu virker perfekt. Det samme gør de fleste vigtige ting ombord. På nær vores påhængsmotor til Vildsvinet. Den startede ellers let da jeg afprøvede den, men nu lækker den motorolie fra propellen. Vi kender en motormand i Nydri på Lefkada, som må se på den, selvom det ikke var planen at vi skulle have et stop der.
Vi sejler sydover fra Preveza mod kanalen mellem fastlandet og Lefkada. Omkring tyve knob vind agten for tværs. Ren direktørsejlads. Vi anduver indsejlingen 12.40. Perfekt timing, da broen over kanalen åbner på hvert hele klokkeslæt. Nu skal vi bare have kludene ned – men genuaen er gået i bekneb og vil ikke rulle ind uanset hvor hårdt vi haler. Vi nærmer os hastigt indsejlingen, og skærer derfor op i vinden. Sejlet smælder højt i den friske brise. Nu begynder skøderne at filtre sig sammen. Jeg løber irriteret på dækket, men på vej ud af cockpittet skrider min venstre fod ud under mig. En rødsprængt bule vokser straks frem på oversiden af foden.
Næste morgen afleverer Anne og ungerne påhængsmotoren, mens jeg humper mig frem til den nærmeste læge i Nydri. Jeg taler med vores forsikringsselskab, udfylder formularer og bliver kørt nordpå til Lefkada-by. Først røntgenfotografering og derefter til ortopædspecialisten. Så gik der næsten en dag med det.
Med påhængsmotoren til reparation og foden fuld af binyrebarkhormon sætter jeg kursen mod østsiden af Kalamos. Vi kaster anker ved Paralia Asprogiali, som vi også besøgte sidste år. En lille øde stenstand ved foden af Kalamos’ pinjebeklædte bjergside. Vi bader, snorkler og spiser aftensmad i tusmørket. En besked tikker ind på min telefon: Påhængsmotoren er fikset og klar til afhentning.
I den varme og stillestående Nydri-bugt kommer Asger og Miquel roende tilbage med påhængsmotoren. De fortæller at motoren først kørte fint, så gik den ud og nu kan den ikke starte. Vi skal sætte Miquel af i Athen og hente Jonas og børnene om en uge, så vi har ikke tid til at vente endnu en dag på mekanikeren. Vi hejser påhængsmotoren på dæk i middagsheden. Med min gamle knallert-erfaring i baghovedet lokaliserer jeg sveddryppende en tilstoppet brændstofdyse i karburatoren.
Vi har brug for frisk luft og rent badevand. Derfor beslutter vi at lægge vejen forbi Atokos. Vi besøgte den lille private ø sidste år. Der mødte vi Christo og Leck som var ansat til at passe øen om sommeren. Vi lovede at komme tilbage, og lægger derfor spændt ankerkæden ud i One House Bay.
Asger og Miquel tager på undervandsjagt med Vildsvinet, som nu er blevet udstyret med sit eget lille anker. Asger fanger en multe med sit nye slynge-spyd. Den ryger på grillen til aftensmaden.
Dagen efter sejler vi ind til stranden for at fodre de vilde grise med vores madrester og se om vi kan finde Christo og Leck. Da grisene får færten af lækkerierne, svømmer de ud fra stranden og er tæt på at borde gummibåden. Anne kaster i panik maden i vandet og grisene guffer løs i hård kamp med hinanden. Inden på øen er Christo og Leck ikke at finde. Huset i One House Bay er forladt og lukket ned. Med sine vagtsomme øjne spejder det trofast ud udover den azurblå bugt, hvor den hvide plage også huserer denne sommer.