Velkommen ombord

Adamantas på Milos er en af de mest larmende byer jeg kender. Kæmpefærger anløber konstant og skaber trafikkaos på hele havnefronten. Politifolk med fløjter prøver at skabe orden i kaos, men det bliver det hele kun mere hektisk af. Hovedvejen på øen løber langs bugten – et ældgammelt, gigantisk vulkankrater – og horder af biler, ATV’er og motorcykler cruiser frem og tilbage og bidrager til motorstøjens perfekte surround-sound. Miquel skal afsted med fly herfra i morgen, men inden da skal vi på tur i lejet bil ud til nogle af de perler, som bringer de mange motorlarmende mennesker igennem havnebyen.…

Ankeralarmens metalliske og monotone lyd vækker mig fra min dybe søvn. Lettere omtåget vælter jeg ud af sengen og op i cockpittet, hvor jeg hurtigt kan konstatere, at der ikke er fare på færde. Den kraftige og stødende nordenvind, som har hylet og rusket hele natten, har nu forvandlet sig til en blid søndenvind og skubbet Joanna tættere stranden, klods op af de gule bøjer, som markerer badeområdet. Det er kun 8 dage siden vi landede på Leros, men meget er sket siden. Orange støv hvirvler gemmen luften og blander sig med hvide stænk af polish fra polermaskinen. Et æsel…

En støvet grusvej snor sig dovent gennem dalen. De omkringliggende bjerge er sparsomt beklædt med lav, afsveden vegetation og hårdføre buske, der klamrer sig fast i det tørre underlag. Vejen ender brat ved en lille stenstrand, hvor en strandbar med palmebladstag, skæve parasoller og solblegede liggestole betjener bådturister, klatrere og lokale grækere, der nyder søndagen med familien. Tilbagetrukket fra stranden ligger et lille grønt hus med hvide vinduer. Rundt om huset flyder tilfældigt skrammel: en faldefærdig båd, rustne metalprofiler, husholdningsaffald, plastiskflasker og en sekscylindret rækkemotor. Duften af solbagte urter blander sig med lugten af olie og benzin. En flok høns går rundt og…

Den lune påskesol bestråler Kalymnos lave vegetation af urter og forårsblomster. En lille flok geder tager lystigt for sig af retterne, og den jævne vestenvind bærer deres beroligende klokkeklang ud til os på Joanna. Et lysglimt forvandler sig til en røgsky på bjergkammen. Sekunder senere rammer et hult brag os og ryster alle knoglerne i min krop. De omkringliggende bjergsider reflekterer lyden og serverer et subsonisk diminuendo af tordenrumlen. Nye røgskyer rejser sig, og den efterfølgende serie af drøn flænser den milde vestenvind og kvæler klokkegedernes sagte ringlen. Osen fra storbyens autonome hær af gule taxier, bas-pumpende biler og skrattende scootere…

En kort sejltur med perfekt halvvind bringer os til Leros. Ungerne og Jonas skal flyve hjem dagen efter, så Janus og jeg har fire dage til at pakke båden ned i fred og ro. Vi spiser farvel-middag på den hyggelige Marietta’s Bistro ved havnekajen i Lakki – Mussolinis fallerede mønsterby, som skulle have været en vigtig flådebase i hans nye romerske imperium. Kl. 7 næste morgen sejler Janus de fem gaster i land, hvor to taxaer er bestilt til at fragte dem til lufthavnen. Janus og jeg provianterer grundigt i Lakkis mange gode butikker. Bageren, grønthandleren, supermarkedet og den gode…